Emil A. er født i Kjøbenhavn 4. Dec. 1800. Forældrene vare Fuldmægtig Jørgen Fog A. og Sophie Charlotte f. Aagaard; den sidste omtales som en i flere Retninger begavet Natur. Begge døde, da A. kun var 7 Aar gammel, og han tillige med sin yngre Broder kom nu i Huset hos Morfaderen, Kjøbmand Aagaard i St. Kongensgade, hvor han blev til sin Konfirmation. Senere havde han nærmest Tilhold hos en Tante og en gammel Dame, der havde været Kammerjomfru ved Hoflet, og da han kom til at bo i Huset hos en Kammager Catala, fandt han i dennes Familie en behagelig Omgangskreds, som han tit senere mindedes. Om sin Skoletid fortalte A. selv, at han kun læste lidt, men fik gode Karakterer. I Okt. 1819 blev han — af en Adjunkt Spengler — privat dimitteret til Universitetet med Hovedkarakteren Haud illaudabilis. Den officielle Liste over Aarets Dimittender viser, at han for sin Udarbejdelse i Modersmaalet fik Laud, men i øvrigt havde tre Non, i latinsk Stil, Arithmetik og Geometri. Til Embedsstudium valgte han Lægevidenskaben. Om Sommeren foretog han dels alene, dels i Forening med en Ven længere Fodture i det sydlige Sjælland, hvor Præstø sædvanlig gjæstedes, og her blev han paa en saadan Udflugt forlovet med sin Kusine Caroline Frederikke Aagaard/ Datter af en Urtekræmmer. Naar Familien vilde paaskynde hans Studier, som han just ikke hastede med, svarede han, at han ikke læste for at blive Doktor, men for at faa Kundskaber. Sit Fag omfattede han med varm Interesse. Hvilken Tilfredsstillelse røber sig ikke i Linjer som disse af et Brev til hans forlovede: «Tro mig, Anatomien er ikke hæslig, ikke vanhellig. Hvor stygt er ikke Kadaveret, saaledes som vi faa det, smudsigt, hentæret, uskjønt; men naar Huden er borte, naar de enkelte Dele betragtes hver for sig, de røde, friske Kjødtrævler med deres fine, gjennemsigtige Hinder, Senerne, blanke som Sølv; Brusket paa Ledemodene, snehvide, glatte ; det uendelig fine Net af Aarer, Pulsaarer og Nerver; og den beundringsværdige Sammenhæng, Forstanden kan opdage deri — o, et dødt Legeme indeholder en Skat af den højeste Skjønhed; man maa tabe sig i Beundring derover, som om man stod for det fuldendteste Værk i Naturen.» Med den digteriske Produktion havde det lige saa lidt Hastværk som med Embedsstudiet. A. synes ikke at have kjendt Frembringelsens første Uro og utaalmodige Trang, saa lidt som hans Ungdom har svajet under stærke Brydninger. Sund som han var af Natur, magelig og besindig af Tilbøjelighed har han givet sig Tid og suget Honning, hvor Livet bød ham det, i Digtning og Videnskab, i muntert Selskab og i et dansk Landskabs Pragt og Stilhed. Poesien var d’idens Stormagt, de rige Kilder, Oehlenschläger havde kaldt frem, begyndte at vælde, og den Vaar af Ungdom og lyse Farver, hvori de klædte alt, stemmede ypperlig med A.s Hang til Idyllen og til skjønhedsfuld Nyden. Han var stærkt optaget af Oehlenschlägers Værker og kom oftere i Digterens Hjem. Senere traadte han i nært og fortroligt Forhold til Chr. Winther. I Brevene fra Studentertiden viser han sig som en livsglad, tillidsfuld, forelsket Yngling; hyppig forekomme Udbrud af barnlig Religiøsitet og umiddelbar Skjønhedsglæde. Paa Charlottenborg-Udstillingen stemmes han ved Synet af en Række Thorvaldsenske Arbejder til dyb Andagt og glæder sig over den uendelige Skjønhed, der kan udtrykkes i legemlige Former. Nu og da i en Fristund blev et Digt til, nogle af de første oftenliggjordes i «Aftenblad» 1823, f. Eks. 27. Juni: «Ved Hofmanns Død» og «Den lille ulykkelige», 8. Avg.: «Siskensang» og 10. Okt.: «Torsten og Trine». De følgende Aar bragte «Nyt Aftenblad», «Nyaarsgaver fra danske Digtere» og senere «Kjøbenhavnsposten» af og til et Digt fra hans Haand, men der findes intet Tegn til, at andre end Chr. Winther have lagt Mærke til disse spredte Glimt.1 Efter i Aaret 1827 at have taget Embedsexamen med bedste Karakter giftede han sig 21. Okt. s. A. med Karoline Aagaard og nedsatte sig strax som praktiserende Læge i Nysted, som han efter 11 Aars Forløb ombyttede med Saxkjøbing, hvor han ligeledes boede i 11 Aar, indtil han i Jan. 1849 blev udnævnt til Fysikus i Fyns Stift, en Stilling, som han tidligere havde søgt. I det følgende Aar blev han tillige Læge ved Afdelingen for afsindige i Graabrødrehospitalet i Odense og levede nu i denne By til sin Død, der indtraf 20. Juli 1856. Utvivlsomt har A., hvad aandelig Kapital angaar, været vel udrustet, da han forlod Hovedstaden, og ligesaa utvivlsomt har Livet i de smaa Provinsbyer tæret derpaa. Dog bevarede han sit Sinds sunde, glade Ligevægt og sit friske Lune. Dr. Brandes aftrykker i sin Afhandling om A. Brudstykker af en Række Breve, som Digteren har skrevet til en Ven, Urtekræmmer Christian Petersen i Kjøbenhavn. Afvexlende med barokke og nydelige Beskrivelser af Provinslivets Forhold og Fremtoninger føres her nu og da Klage over Kjedsomhed og Tomhed; men mismodige ere disse Breve ingenlunde. Det maa vel erindres, at de ere skrevne til en jovial Forretningsmand, en lystig Selskabskammerat, hvis Dannelsestrin var vidt forskjelligt fra den belæste Digters og Æsthetikers. I et Brev fra Fru Aarestrup hedder det, at end ikke i Ungdommen sluttede A. sig med særlig Fortrolighed til nogen, at han altid følte Glæde ved Ensomheden, Naturen og alvorlig Tænkning, «aldrig var han i Ordets dybere Betydning mismodig». Erstatning for det kjøbenhavnske Selskabsliv fandt A. i de laalandske og fynske Herregaardes aristokratiske Kredse. Den afholdte Læge med udstrakt Praxis i By og paa Land blev maaske fortrinsvis Herregaardslæge, og den muntre, vittige, galante Mand blev snart lige saa velset ved luxuriöse Middage som ved Sygesengen. Han befandt sig vel i de farverige Omgivelser og navnlig i Damernes Kreds, hvis Skjønhed og pragtfulde Toiletter, hvis Smil og Haandtryk idelig udgjøre Motiver for hans Digtning. Og de mange Ture ud i Landet paa alle Aarets og Døgnets Tider bidroge sikkert til at bevare Friskheden og Naturglæden hos ham. Paa disse Kjøreture fra Landsby til Herregaard undfangedes nu og da et Digt, som saa senere fæstnedes til Papiret, men der var ingen Trang eller Ærgjerrighed til at sende det ud i Verden. En Udenlandsrejse, han foretog som Læge for en dødssyg Komtesse, gjaldt Tyskland og Bøhmen, ellers indskrænkede alle Udflugter sig til en for det meste aarlig tilbagevendende Tur til Hovedstaden. Paa en af disse gjorde han Søren Kierkegaards Bekjendtskab, og paa en Møensrejse 1839 traf han Thorvaldsen, hvis Værker tidlig havde gjort et dybt Indtryk paa ham. Sit gode Litteraturkjendskab vedligeholdt han flittig ved Hjælp af Bogsendinger fra Hovedstaden. Hans mange, i Regelen meget fri, Oversættelser vise, hvilke udenlandske Digtere han fortrinsvis syslede med: Moore, Heine, Goethe, Hugo, Burns, Byron, Hafis, Ru?ckert og Cunningham. Paa Chr. Winthers Opfordring udgav A. i Dec. 1837 en Samling «Digte» — «et stort Ansvar for Gud og Mennesker, men især for Reitzel,» siger han, og den ringe Tillid til Læseverdenen, han synes at have næret, bekræftede sig des værre. Det var i den spekulative Digtnings og Filosofis Glansperiode, og denne lod ikke sine Straaler skinne paa en umiddelbar, sanselig frisk Natur som A.’s. Endnu 3 Maaneder efter Bogens Fremkomst var der kun solgt 40 Exemplarer. Karakteristisk er det, at J. L. Heiberg hverken havde Plads for A. i sin Anthologi fra 1842 eller nævnte ham med et Ord i sin Afhandling om «lyrisk Poesi» Aaret efter. P. L. Møller viste sig atter her som den mest skarpsynede af Datidens Kritikere, men hans træffende Karakteristik af de Aarestrupske Digte vakte ingen videre Opmærksomhed. Digteren gjentog ikke Forsøget. Den litterære Skæbne rokkede dog ikke hans gode Humør eller forstyrrede hans daglige Levevis som Læge og Selskabsmand. Hist og her i Breve findes vel bitre Udfald mod ’Pidens Tendens; men en vis Nøgternhed, som Provins- og Herregaardslivet meddeler, hans Virksomhed og hans Pligter som Forsørger for en talrig Familie tillode ham ikke at ruge over litterære Skuffelser. Ved et Prøvevalg i Dec. 1840 blev A. valgt til Deputeret sammen med Orla Lehmann, og kun Frygten for, at det skulde skade hans Stilling som Læge, hindrede ham fra at modtage Valget. Hans Stilling til Tidens Frihedsbevægelse var paa en Gang præget af den uafhængig følende Digter, af Provinsmatadoren og af Selskabsmanden i de fornemme Herregaardssaloner og derfor vaklende. Snart taler han begejstret om Revolution og Republik, snart er der fornem Kulde og Spot i hans Ord om Bevægelsen og dens danske Talsmænd, og snart udtrykker han dyb Mistillid til Folkets Evner. Han har et større Blik for Udlandets end for Hjemmets Begivenheder; men man tør ikke som Dr. Brandes heraf drage den Slutning, at han nærede kosmopolitiske Tilbøjeligheder. Saa snart Forholdet mellem Danmark og Hertugdømmerne antog en krigersk Karakter, aande hans Udtalelser den varmeste Begejstring for Fædrelandets Sag. (Se t. Ex. «En Drøm» og «Virkelighed», to politiske Digte, der findes trykte hos O. Borchsenius, Fra Fyrrerne I.) Hans Produktion havde aldrig været rig, i hans sidste Leveaar randt den mer og mer sparsom, og af de Bladnotitser, der 1856 meldte hans Død, skulde man ikke ane, at det var en af vore mest ægte og ejendommelige Digtere, der var gaaet bort. I Begyndelsen af Treseme offentliggjorde Chr. Winther i sine Anthologier en Række af A.s efterladte Digte, og nu vandt de saa megen Opmærksomhed, at Samfundet til den danske Litteraturs Fremme kunde, skjønt ikke uden Modstand, overdrage Udgivelsen af et Bind «Efterladte Digte» til F. L. Liebenberg og Chr. Winther (1863). Hermed var Glemselens Slør draget bort fra A.s Træk og hans Ry slaaet fast. I 1877 kunde F. L. Liebenberg hos A.s oprindelige Forlægger udgive de «Samlede Digte», hvor Indholdet fra de to tidligere Samlinger er yderligere forøget med en Række dels originale dels oversatte Digte. Den omhyggelige Udgiver har med denne Udgave for Øje ikke blot gjennemgaaet A.s Manuskripter, men ogsaa for Oversættelsernes Vedkommende i de fleste Tilfælde jævnført dem med Originalen. En Efterskrift gjør nærmere Rede for de foretagne Forandringer og Rettelser. Alt, hvad A. har skrevet, indeholde de «Samlede Digte» dog ikke, og muligvis er der ved Udvalget gaaet lidt for strængt til Værks. Foruden de ovennævnte politiske Digte fattes adskillige kaade Ritorneller og bl. a. et overmaade skjønt om end dristigt erotisk Digt; nogle Brudstykker, der ere meddelte af Borchsenius i «Nær og Fjærn», kunde maaske ogsaa nok have hævdet deres Plads. A.s Digtning er udelukkende Lyrik; men saa afsluttet hans Omraade er, saa afgjort er ogsaa hans Ejendommelighed. Hans Farvers blændende Pragt, hans Toners Klang og Sødme tillade ikke, at han overses i vor Litteratur. Af danske Digtere er han nærmest beslægtet med de to, han personlig kom i Berøring med: Oehlenschläger og Chr. Winther. Den Verden, hans Digtning fører ind til, er som en Lund eller Have, hvor en yppig Natur udfolder sig i hed Sol og kølig Skygge, med rødmende Bær og saftrige Frugter, med Vande, hvor Forellen og den sølvhvide Lax springe, medens Nattergalen og Siskenen synge i Ellekrattet. Ingen Trækfuglelængsler stunde mod de Egne, der ligge udenfor. Digteren dvæler i rolig nydende Mag blandt sin exotiske Blomstervrimmel for at lovsynge den Kvindeskjønhed, som næres af Lundens Frugter, som udvikles i dens Varme og Læ, og omkring hvilken alt det øvrige kun tjener til Ramme. Det kvindelige Legeme er for A. en uudtømmelig Kilde til Sang; som ingen anden dansk Digter har han beundret og fundet Udtryk for dets Skjønhed i Hvile og Bevægelse, i dets Nøgenhed og i let dølgende Toiletters diskrete Antydninger. Lokkernes mørke Fylde, Nakkens og Skulderens bløde Runding og Armens fine Linje røbe for ham en Skjønhed, som han virtuosmæssig véd at variere. Der er i denne Erotik vel mere Glød end Inderlighed, dens Toner indbyde til jordisk Livsglæde, men den er fri for ethvert Stænk af Brynde, af usund, ulmende Lidenskab. Dens Drivefjeder er kjæk Attraa forenet med høj, ædel Skjønhedsglæde. Dertil kommer den Friskhed, hvormed A. maler, den Umiddelbarhed, hvormed han opfatter. Den kulturrige Verden besynger han naivt, djærvt og dristig. Han reflekterer ikke længe over de modtagne Indtryk, men lader dem fra sit frodige Sind strømme ud i fast hamrede Strofer. Endelig besidder han et fint Skjælmeri og et oprindeligt, ægte dansk Lune, der giver hans Tanker og Indfald kraftig Flugt. Enten han synger om Elskovens salige Hengivelse — som i den enestaaende Romance «Skjøn Ellens Elsker» — eller om dens Flygtighed og Kval, er det vel fremfor noget dette Lunes spillende Skjær, der gjør hans Diktion saa original og ægte. Der spores ingen Fremskridt eller Tilbagegang i A.s Produktion; fra første Færd finder han sit Æmne og sin Form. Over Formen besad han et ypperligt Herredømme, og han elskede Sprogets ømme, smidige og farvestærke Ord. Hans Strofer med den fuldttonende Stigen og Fald, med de kjækt klingende Rim ere som rigt prydede Skaaler, hvori Digteren i Ny og Næ pressede sin ildglødende Drue for den lille Kreds, der altid vil samles om ham. [1] |