Efternavnet Olsdatter er et klassisk nordisk patronymikon (et fadersnavn), der i sin mest direkte og ordrette forstand betyder "datter af Ole" (eller den ældre form Oluf). Det tilgrundliggende mandsnavn rækker etymologisk tilbage til det oldnordiske navn Óláfr, som er sammensat af de to urgermanske ordled *Anu- (der betyder "forfader" eller "ane") og *-laibar (der betyder "efterkommer", "arving" eller "levn"). Den samlede oprindelige betydning af navnestammen tolkes således som "forfædrenes efterkommer" eller "slægtens arving". Navnet opnåede en enorm og hellig udbredelse i hele Skandinavien efter kristendommens indførelse på grund af den norske konge og helgen Olav den Hellige (Sankt Olav), der faldt i året 1030.
Navnets kulturhistorie belyser kernen i den gamle nordiske navnetradition, som i århundreder prægede hele det danske landbosamfund. Efter denne skik skiftede efternavnet ved hvert eneste generationsskifte, således at døtre altid fik faderens fornavn efterfulgt af endelsen -datter, mens sønner fik endelsen -sen [1.1, 1.2.2]. En kvinde, der i kirkebøgerne i 1700- eller 1800-tallet blev indskrevet som Olsdatter, var således ubestrideligt datter af en mand ved navn Ole eller Oluf. Da Ole var et af de absolut mest populære mandsnavne i den danske bondeklasse, hørte Olsdatter til blandt de hyppigste kvindelige efternavne i landet. Denne levende skik mødte sin afslutning med de administrative Navnelove i 1800-tallet – indledt med forordningen i 1828 og endeligt fastlåst med navneloven af 1856. Statens ønske om faste slægtsnavne medførte, at patronymerne stivnede. Da datidens navnelovgivning og administrative praksis favoriserede mandsleddet, blev det stort set undtagelsesfrit de mandlige -sen-navne (såsom Olsen), der blev nedarvet til efterfølgende generationer, hvilket fik de ægte, kvindelige datter-patronymer til at forsvinde fra de officielle danske slægter omkring år 1900.
I det moderne Danmark er Olsdatter som et officielt og levende efternavn ekstremt sjældent. Siden den nuværende, liberale navnelovgivning igen gjorde det muligt at udtage eller rekonstruere historiske datter-patronymer, har en lille gruppe slægtsforskere og kvinder valgt at genoptage denne navnearv. Ifølge officielle opgørelser fra Danmarks Statistik bæres navnet i dag af færre end 15 personer i hele landet [1.1]. Det har således karakter af et historisk unikt slægtskendetegn, hvis primære udbredelse findes i den genealogiske dokumentation af historiske slægtstræer, som det ses på blumensaadt-ingemand.dk [1.1].
Johanne Olsdatter (ca. 1650–1686), i retshistorien bedre kendt som Johanne Thoms, var en historisk dansk kvinde fra Falster, hvis tragiske sag under de sene danske trolddomsprocesser er indgående dokumenteret i de bevarede retsbøger, og som står som den sidste kvinde, der beviseligt blev dømt og brændt på bålet for hekseri i det egentlige Danmark.
Anne Olsdatter (1775–1849) var en historisk dansk kvinde fra Bornholm, hvis usædvanligt detaljerede livsforløb, husholdningsregnskaber og bevarede skifteakter efter tidens store landboreformer i dag giver lokalhistorikere et uvurderligt, virkeligt indblik i de formue- og retsforhold, der gjorde sig gældende for datidens bornholmske landbokvinder.
Navnet optræder hos 670 personer.