Mandsnavnet Jens er en gammel, dansk kortform og sammentrækning af det oprindeligt hebraiske navn Johannes. Det har sine rødder i det bibelske navn Yochanan, som bærer den direkte sproglige betydning "Gud er nådig" eller "Jahve har vist nåde". Navnet kom ind i det danske sprog via den græske form Ioannes og den latinske form Iohannes, hvorefter det igennem århundrederne i Norden sleb sig ned til de kortere, særnordiske former som Jon, Jeppe og herunder specifikt Jens.
Navnet Jens har en af de længste og mest massive udbredelseshistorier i Danmark. Det vandt for alvor indpas i den tidlige middelalder efter kristendommens indførelse og spredte sig hurtigt fra adelen til landbefolkningen. I 1700- og 1800-tallet var navnet så ekstremt udbredt blandt danske bønder, at det blev et synonym for den jævne mand i landbosamfundet. Fornavnet blev ikke fastlåst af Navnelovene i 1828 og 1853, da disse love udelukkende regulerede efternavne og patronymer. Dog betød den kolossale mængde af mænd med navnet Jens, at det dannede grundlag for dannelsen af Danmarks historisk set mest udbredte, faste efternavn: Jensen.
I dag er Jens fortsat et særdeles almindeligt og traditionsrigt mandsnavn i den danske befolkning. Selvom det i de seneste årtier primært har vundet genklang hos voksne og ældre generationer frem for nyfødte, bæres navnet ifølge Danmarks Statistik af over 40.000 danske mænd. Navnet optræder ligeledes hyppigt som første led i klassiske dobbeltnavne (såsom Jens Peter eller Jens Christian) og betragtes som en urørlig grundpille i den danske navnearv.
Navnet Jens har været båret af talrige skelsættende og beviseligt virkelige skikkelser i den danske historie. Blandt de mest markante og veldokumenterede finder man:
Navnet optræder hos 4.275 personer.