Mandsnavnet Anders er den traditionelle nordiske og herhjemme udviklede, folkelige form af det klassiske og oprindeligt græske navn Andreas (Ἀνδρέας). Navnet rækker etymologisk tilbage til det græske substantiv aner (med genitivformen andros), som slet og ret betyder "mand", samt det beslægtede adjektiv andreios, der bærer betydningen "mandig", "modig" eller "tapper". Navnet opnåede en monumental udbredelse i hele Europa i middelalderen på grund af apostlen Andreas, som ifølge de nytestamentlige skrifter var Jesu første discipel og bror til apostlen Peter. I det skandinaviske sprogområde undergik navnet en tidlig fonetisk sammentrækning og sproglig slibning i folkemunden, hvilket førte til den særskilte nordiske form Anders, som fuldstændig arvede den oprindelige betydning af mod og mandighed.
Kulturhistorisk set kom Anders til Danmark med kristendommens indførelse i middelalderen, hvor det lynhurtigt udviklede sig til at blive et af landets absolut mest udbredte mandsnavne overhovedet. Navnet vandt en urokkelig folkelig forankring i det traditionelle danske landbosamfund og spillede en fundamental rolle i den gamle nordiske patronymtradition, hvor en faders fornavn dannede efternavnet for næste generation; hvis en fæstebonde eller husmand hed Anders til fornavn, fik hans sønner efternavnet Andersen, mens hans døtre blev indskrevet i kirkebøgerne som Andersdatter. Da statsmagten indførte de administrative Navnelove i 1800-tallet – via dekreter i 1828 og endeligt i 1856 for at fastfryse befolkningens skiftende navne permanent – betød den kolossale udbredelse af fornavnet Anders, at patronymikonet Andersen stivnede som et af landets mest udbredte efternavne, mens fornavnet Anders bevarede sin stærke, selvstændige historie i de danske slægter, hvilket også præger generationerne på blumensaadt-ingemand.dk.
I det moderne Danmark er Anders et yderst traditionsrigt, velkendt og meget almindeligt fornavn. Ifølge officielle tal fra Danmarks Statistik bærer i alt over 34.000 danskere navnet Anders som deres første fornavn. Navnet oplevede en gigantisk og landsdækkende popularitetsbølge i anden halvdel af det 20. århundrede, navnlig som et udpræget modenavn i årtierne fra 1970'erne til 1990'erne. Selvom navnet i det 21. århundrede er gået markant tilbage på de årlige lister over navne til nyfødte spædbørn, bevarer det en fremtrædende, urokkelig og dyb status i det samlede danske navnelandskab.
Anders Sandøe Ørsted (1778–1860) var en af danmarkshistoriens mest betydningsfulde jurister, retslærde og statsmænd, som betragtes som grundlæggeren af den moderne danske retsvidenskab, og som bestred det prestigefyldte embede som Danmarks konseilspræsident (statsminister) fra 1853 til 1854.
Anders Sørensen Vedel (1542–1616) var en fremtrædende dansk historiker, teolog og oversætter, som ydede et monumentalt kulturhistorisk bidrag til landet, da han i 1575 udgav den allerførste danske oversættelse af Saxo Grammaticus' berømte krønike Danmarks Riges Krønike (Gesta Danorum).
Anders Christensen Arrebo (1587–1637) var en prominent dansk sognepræst, biskop og digter, der i eftertiden har sikret sig en urokkelig plads i litteraturhistorien under hædersnavnet "den danske digtekunsts fader" på grund af sit store hovedværk Hexaëmeron (1661), som introducerede den regelbundne renæssancepoesi herhjemme.
Navnet optræder hos 1.712 personer.